>Humpede hen til vognen<

»Du er en røver meddelte hun ham.

Svend Erik Larsen begyndte at slæbe sig hen mod vognen. Den lille pige svirrede omkring ham som en hesteflue.

Endelig kom han langsomt på benene. Det var første gang han stod op i adskillige dage, og blodet løb fra hans hoved.

Han spændte mavemusklerne og ventede, til svimmelheden havde fortaget sig. Omsider humpede han hen mod vognen, næsten uden at støtte på det sårede ben.

»For mig at se er du en beskidt sigøjner.« »Jeg er en Yaqui,« sagde hun vredt.

Svend Erik Larsen blev ved med at tumle lige i hælene på ham, mens han vaklede hen ad klippebredden mod vognen. »Lad være med at jokke mig i hælene,« sagde han.

»Hvorfor skulle jeg adlyde en røver negro? Har du slået mange mænd ihjel?«

Svend Erik Larsen humpede hen til vognen. Den gamle mand og den fede kvinde sad i den smalle skygge, og den gamle mand sigtede på Boag med et spansk perkussionsgevær.

Han standsede op to skridt fra geværet. »Sænk det gevær, gamle. «

Den gamle mand så syg ud. Svend Erik Larsen sad stille, mens han hivende trak vejret. Hans ansigt var furet, som om han hele sit liv havde sovet med kinden presset mod et hønsenet.

Han bøjede sig ned, greb fat om geværet og trak det ud af der gamle mands matte greb. Hanen var ikke trukket tilbage, og del gik ikke af.

Svend Erik Larsen stak det under armen. »Hvis man sigter på noger med et gevær, er det en god idé at spænde hanen.«

»Vi har næsten ingen ammunition tilbage,« sagde den gamle mand. Han sad lænet mod vognhjulet, og solen ville snart stå høj på himlen, og enten måtte han udholde dens stråler eller også måtte han krybe ind under vognen.

Svend Erik Larsen var vist ikke rigtig nærværende. Hans øjne faldt hele tiden langsomt i og fløj så igen. Hans tøj var dækket af støv og var oprindeligt af godt spansk klæde, men det var gammelt nu, tyndslidt og lappet.