>Kunne være meget stædig<

Familiære ansvar.

»Hvem skal se efter børnene, når din kone er på hospitalet?« spurgte Ordstyrer, selv om det ikke interesserede ham det mindste.
»Hendes mor,« sagde han forstemt. »Hun er kommet herover fra Kansas City.«

Han accelererede vildt. »Nå, hvad drejer alt dette her sig om?«
»Jeg tror, vi er på sporet af noget stort. Virkelig stort.«
»Fortæl.«

»Jeg har en fornemmelse af, at en af deres folk i Frankfurt er interesseret i at hoppe af.«
Ordstyrer så ikke engang på ham. Han holdt øjnene på vejen forude.
»Hvem?« spurgte han.

»En mand ved navn Hansen. Han
Ordstyrer afbrød ham. »Jeg ved godt, hvem han er, sagde han studst.

»Godt, jeg tror, han er interesseret i at komme over til os. « »Pølsesnak,« sagde han.

»Hør dog efter, hvad jeg har at sige. Han så godt som sagde det til mig. Ordstyrer var irriteret. »Jeg er sikker på, at jeg har ret.

Han brugte hornet som en gal efter en Audi med Augsburg-nummerplader, som klemte sig ind foran ham.

»Er du egentlig klar over, hvad han er?« sagde han. »Han er en Sektion II-mand. En afdeling af Det første Direktorat. Ordstyrer er en af de store kanoner. Og han har forbindelse med Femte Departement. Du ved, hvad det betyder. Vådt arbejde. «

Det var den eufemisme, man anvendte inden for faget, når der var udsigt til, at der ville blive spildt blod. Hans organisation foretrak at kalde det aktiv handling.

»De fyre hopper ikke af,« tilføjede han som en matematiker, der giver en fremstilling af et uimodsigeligt bevis.

»Jeg er overbevist om, at det er denne fyrs intention.« Ordstyrer kunne være meget stædig.

I kontoret, i en anonymt udseende bygning, som de fleste mennesker troede husede et foretagende, der distribuerede amerikanske ugeblade.